Fjern nærhed
Det foruroliger mig,
at de pæne piger bliver ved med at gå
på det andet fortov.
Er de så bange for nærhed,
- eller er det virkelig mig?
Ligger tillokkelsen i uopnåeligheden,
bliver livet en ørken
af skønne fatamorganaer,
hvor man slingrer afsted uden at bemærke,
at man dør af sult.
Måske skulle man sige med digteren:
Verweile doch,
og forpligte sig på dagligt vande
og lade Mefisto vinde
og miste sjælen?
Nej - der må være vej mellem grøfterne.
Man kan kaste sig selv efter det umulige,
og tro på underet.
Det særegne ved mirakler er jo,
at de indtræffer.
Infektionsbekæmpelse
Af alle virkningsløse midler mod forkølelse
foretrækker jeg ynk og romtoddy.
Blandt alle virkningsløse kure mod forelskelse
foretrækker jeg håb og romtoddy.
Western
Dit smil fra hoften træffer,
og jeg synker lykkelig sammen.
Dit favntags lasso
kan næppe blive stram nok.
Bag din skyhed ulmer varmen,
som afvæbner mine forbehold.
Med stille beslutsomhed gør du det,
der skal gøres, godt.
Mon din ensomhed er helt frivillig,
eller skal vi sammen ride mod solnedgangen ?
Fantasi
Når du promenerer din runde røv,
står mit hjerte på vid gab.
Når dit smils berøring bliver krævende,
smelter også jeg.
Sammen flyder vi bort.
Lander vi også sammen ?
Gensidighed
Lad mig være foret i din frakke
- sadlen på din cykel
- støtten i dit liv.
Og du bliver varmen
- glæden
- rygraden i mit.
Bryllup
Fra det åbne land
går I ind i Jeres have.
Nu skal der dyrkes.
I arbejder hver for sig og sammen,
og når den ene retter ryggen,
ser den anden op og smiler.
Mange vækster bevares,
og de sten, I støder på,
gør I skulpturer af.
I den røde solnedgang
betragter I frodigheden fra terrassen og tænker:
regnen og solen gjorde det.
Bundet
Som to bjergklatrere
arbejder vi os frem.
Vi holder livlinen mellem os
syngende stram.
Kan jeg ikke se dig,
rykker jeg urolig i rebet.
Afgrunden er at linen brister.
Nedefra så vanskelighederne
uoverkommelige ud,
men den, der bandt os sammen,
holder hånden under os.
Kommet frem beholder vi livlinen på.
Fastelavn
Oplagt til narrestreger
og fangne af stemningen
søger vi sammen.
Udklædt til narrestreger
og bevæbnet med kølle
haster vi til ritualet.
Omklædt efter narrestreger
og med katten ude af tønden
finder vi livet godt.
Automat
Med sit store øje ser computeren på mig,
mens jeg følsomt tager den på tasterne.
Mygt følger den mine mindste ønsker.
Vidunderligt at mærke dens respons.
Men det sker, at den er utilregnelig.
Reagerer hysterisk og uforudsigeligt
på situationer, den skulle kende så godt.
Så slukker jeg bandende for strømmen.
Spillet
Man kan spille skak for at vinde.
Så dækker man sine svage punkter
og lægger pres på modstanderens.
I den krigsform tager man ikke træk tilbage.
Man kan spille for den fælles oplevelse.
For at finde interessante strukturer
og smukke kombinationer -
ligegyldigt, hvem der får ideerne.
Spiller vi mod eller med hinanden?
Agterudsejlet
Bag mine foldede arme og ben
sidder jeg på reservebænken.
Kvalmen efter candy-floss
står mig højt i halsen:
Tilværelsens bænkevarmer !
Tit har du tilrådet mig
Münchhausens hårtrick,
men det virker ikke
for mereværdige.
Vi stikker i dyndet.
Har jeg fødet dig med kameler,
lad mig æde dem i mig igen.
De nærer vel mere
end mit sukkerstads.
Mine kys får jeg næppe tilbage.
Hvor jeg dog længes efter rønnebær.
Efter medgang og modgang og tomgang.
- at give og tage plads.
- nærvær og alt slags vejr.
Men jeg ser dig danse.
Forløb
Ude af svinget ser jeg dit hus
komme imod mig,
mens det langsomt åbner sig.
Fra jeg kan se lys i vinduerne,
suger det mit blik til sig,
og fylder snart hele synsfeltet.
Indenfor mærkes varmen,
der er som et knus.
Her kunne man slå sig ned,
men den sky poltergejst
følger mig til døren,
og den svære afsked.
Dit hus er endnu synligt i bakspejlet.
Langsomt fjerner det sig,
lukker sine vinduer,
og trækker sig ind bag træerne.
Til sidst er det blot
et hus blandt andre.
Årene
Skønt mistroisk efter våd vinter
lokker vårsolen mig
ud af mit usunde hi.
Undrende ser jeg verden smile.
Måske er livet ulejligheden værd.
Omkring mig gror det i den dovne sommer.
Tilværelsen er i balance,
og enkelte tordenbyger
kan ikke skade afgrøderne afgørende.
Livet er sandelig ulejligheden værd.
Hen ad høsten mærkes uroen:
Er der nok at leve af?
Slog man for store brød op?
Står hovmod for fald?
Og tæring sættes efter næring.
Det våde vejr driver mig baglæns.
Lige så godt gå ind -
så slider man heller ikke på fodtøjet.
Vinteren går måske over,
hvis man sætter sig på hænderne.
Relativitet
Dut, sagde færgen,
og så sejlede kajen.
Giver tilværelsen mig øretæverne,
eller løber jeg selv ind i dem ?
Personlig udvikling
Tidligere var jeg ubeslutsom
- nu er jeg ikke så sikker længere.
Hvor jeg før tog tingene, som de kom,
er jeg nu villig til at acceptere tilfældet,
ja, endog at hjælpe det lidt på vej.
Men hvilken orm sætter man på krogen,
når tilfældet skal lokkes?
Man vil jo ikke gøre sig til.
Nej, jeg kan ikke beslutte mig,
men man kan altid skrive om det.