Saltsyderen
I virkeligheden er det enkelt:
Saltholdigt vand er der nok af.
Det inddampes langsomt
mens urenheder skummes af.
Hvis temperaturen bliver for høj,
bliver saltet bittert.
Syderen ser saltet krystallisere
og ved, at det er lykkedes.
Efter tørring er saltet klar
til at bevare værdierne -
og så giver det livet smag.
Fotografen
Billedet trænger sig på.
Det kryber gennem linsen
og sætter sig fast på filmen.
Under fremkaldelsen afslører det langsomt,
hvad man allerede vidste.
For fotografen gælder det om at holde fast.
Om at fjerne støj og urenheder,
så billedet samler sig om sig selv,
som saltet krystalliserer under sydningen.
Det flyvefærdige billede letter søgende,
og slår ned på ubefæstede sjæle,
som efterlades med indadvendt blik.
Billedet er den korteste vej mellem mennesker.
Graveren
Naturligvis kalder en spade en spade en spade,
men måske kan man grave et stik dybere:
- skaffer af de daglige kartofler?
- nærkampvåben i infanteriet?
- arkæologens forlængede arm?
- træg diskussionspartner?
Bruges den mest ved plantning
eller ved rydning af vegetation?
Er det spadens natur at søge til roden,
eller er den bedst til skrælgravning i overfladen?
Gennem hjertets rude ser poeten den i kløverengen.
Sparsommelighed er skam en dyd, lokker høkeren.
Har jeg nu kastet spadens grav til
og spredt forvirring som perlegrus over den?
Gartneren
At elske er at få i groning.
Planterne må ikke skygge for hinanden,
og aflusning kan være nødvendig.
Det kræver lys og varme, plads og næring.
Nogle skal have megen opmærksomhed,
andre kan tilsyneladende selv.
Gartneren ser dem folde sig ud
og sætte frugt, og retter ryggen.
Mest elsker gartneren vantrivlingene.
Glasmaleren
Glasset er genstridigt.
Det deler sig ikke som det skal,
og efter brænding er farverne ofte forkerte,
eller har mistet gennemsigtigheden.
Men til sidst har alle stumperne
fundet deres plads i kirkeruden.
Det indfaldende lys blænder ikke længere,
men skjuler usselheden.
Og vi kan leve.