Da Jesus trådte frem i offentligheden, var budskabet: "Gudsriget er kommet nær!". (Først senere
talte han om sin lidelse og død).
Hvad betyder "Gudsriget er kommet nær!"? Han illusrtrerede det på to måder
- Ved undere, som typisk reddede marginaliserede mennesker, og
- Ved "lignelser", d.v.s. fortællinger om dagligdags forhold, som ofte indeholder en forargende pointe.
Lignelserne blev helt sikkert ikke alle forstået af samtiden. I adskillige tilfælde har traditionen
"forbedret" dem, og vi har ikke hans manuskripter men kun vidneudsagn på 30 - 40 års afstand.
Men selv om vi havde haft videooptagelser af Jesu optræden, ville vi være nødt til at fortolke,
som evangelisterne fortolkede deres oplevelser. Vi ved jo, at kameramanden lægger en fortolkning ind
ved sit valg af, hvad der optages, ved beskæringer af lyd og billede o.s.v. Der er altså behov for
at læse kritisk. Evangelisk fundamentalisme er urimelig
og usaglig.
Men det er stadig sandt, at "Gudsriget er kommet nær!". Det er nærværende i form af evangelierne og andre mennesklige vidnesbyrd: Paulus, Luther, Grundtvig, Kierkegaard, Graham Greene o.s.v. Også i det almindelige menneskeliv oplever vi nærværet, som når vi mirakuløst reddes, når kærligheden slår ned og lignende.
Det er op til os selv at finde frem til, hvad Gudsriget er. Den evne er antagelig, hvad der ligger i formuleringen "skabte i Guds billede".
Vi tilegner os vore begreber om verden i de første år af livet. Gradvist lærer vi dens fysiske side at kende. Det kravlende barn støder på, falder ned, brænder sig og lærer. På den måde får vi en intuitiv erkendelse af den fysiske verden.
Men det er en begrænset verden, vi sanser. Vi får en instinktiv forståelse af emner, der vejer fra ca. gram til nogle ton; hastigheder op til ca. 100 km/time og moderate tidsrum.
Det kan således ikke undre, at vor intuition bryder sammen, når vi går ud over disse grænser. Kvantefysikkens beskrivelser af mikroverdenen og relativitetsteoriens af ekstremt høje hastigheder, kan vi ikke følge intuitivt. Den moderns fysiks resultater virker urimelige eller ligefrem forargende.
Når det drejer sig om vores sjæleliv, kravler vi hele livet. Barnet møder (forhåbentlig) kærlighed, etiske fordringer og tilgivelse. Sådanne størrelser forstår vi intuitivt.
Men i forhold til det religiøse univers er det sædvanligvis en begrænset verden, barnet møder (med mindre det får en åbenbaring).
Det kan således ikke undre, at vor intuition bryder sammen, når vi går ud over disse grænser. Begrebsdannelser som Treenigheden, Gudsriget og "det evige liv", kan vi ikke følge intuitivt. De er derfor egnede til at forarge.